SIF-direktør Kent Madsen satte rekord i 2022 med et rekordregnskab. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Rekordregnskab: SIF tjente over 100 millioner kroner

2022 blev et vildt år for Silkeborg IF Invest. Spillersalg og europæisk fodbold gav et kæmpe overskud, og Papirfabrikken var igen en god forretning

FODBOLD- En omsætning på 172,6 millioner kroner og et resultat før skat på 106,4 millioner kroner, der sender egenkapitalen op på 315,8 millioner kroner.

Dét er facit efter et rekordernes regnskabsår 2022 i Silkeborg IF Invest A/S.

- Vi rutter normalt ikke med superlativerne i vores finansielle udmeldinger, og der skal en del til, før vi kalder vores resultat for »meget tilfredsstillende«. Det kan dog ikke være anderledes i forhold til regnskabsåret 2022, hvor vi realiserede et historisk rekordresultat, fastslår administrerende direktør Kent Madsen.

Resultatet skyldes en kombination af flere elementer, hvor både rekordsalg af spillere, deltagelse i europæisk gruppespil og en kursgevinst ved konvertering af realkreditlån på Papirfabrikken alle har trukket resultatet i vejret. Alle tre forretningsben – Fodbold, Ejendomme samt Hotel & Konference – har givet sorte tal på bundlinjen i regnskabsåret.

- Der er i forhold til både fodbold- og ejendomssegmentet tale om nogle enkeltstående begivenheder, som hver især har bidraget særdeles positivt til resultatet. I fodboldforretningen har vi realiseret flere rekordsalg, vi erobrede de første medaljer i 21 år, og vi kvalificerede os til europæisk gruppespil, hvor vi ud over meget store oplevelser også fik en god økonomi ud af deltagelsen. Vi satte en all time-rekord for tilskuergennemsnittet, og vi glæder os over en flot tilstrømning af nye og fastholdelse af stort set alle sponsorer, mens også TV-indtægterne er på et helt nyt niveau, forklarer Kent Madsen og fortsætter.

- Ejendomssegmentet har igen realiseret en stabil og stærk indtjening til koncernen med et resultat på hele 43,3 millioner kroner, hvilket ud over den almindelige drift med fuld udlejning blev positivt påvirket af en kursgevinst ved konvertering af realkreditlån. Koncernen har således i 2022 omlagt den hidtidige bankgæld til realkreditgæld, og der er pr. balancedagen ikke længere bankbelåning, konstaterer Kent Madsen.

Indlæser debat