Jonathan Groth har været godt spillende ved VM indtil videre. Nu er han klar til tredje runde.

Groth gør rent bord og avancerer ved VM

Bordtennisspilleren Jonathan Groth er videre til tredje runde ved VM efter sikker sejr over brasilianer.

KØBENHAVN Danske Jonathan Groth kom natten til torsdag dansk tid et skridt nærmere de sjove placeringer ved VM.

I anden runde baskede han brasilianeren Thiago Monteiro med cifrene 11-6, 11-3, 14-12, 11-7 og kan begynde forberedelserne til næste runde.

- Jeg synes, det var endnu en rigtig god kamp, hvor jeg kom op på et højt niveau. Jeg havde meget stor respekt for min modstander, så jeg prøvede virkelig at have samme fokus som i går og starte koncentreret, sagde han torsdag i en video på Bordtennis Danmarks Facebook-side.

I næste runde møder han 11.-seedede Liam Pitchford, som gik videre fra sin duel med spanske Álvaro Robles.

Selv er Jonathan Groth seedet som nummer 26.

- Nu kender jeg ham (Pitchford, red.) jo godt, og han har trænet og spillet rigtig godt på det seneste. Jeg tror, det bliver ham, men jeg kan ikke forberede mig på, om det er Pitchford, før vi kender det endelige resultat.

- Jeg er klar. Jeg hviler lidt og lader op. Så ser vi, hvem modstanderen er, lød det fra den danske bordtennisspiller før Pitchfords sejr.

VM havde også deltagelse af landsmanden Anders Lind, men han røg ud i første runde efter en tæt kamp i syv sæt.

/ritzau/

Indlæser debat