Alexander Lynggaard og BSH tilføjede HC Midtjylland sæsonens 15. nederlag i 15 kampe. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

BSH vandt uden at imponere over bundprop

HC Midtjylland bed godt fra sig, men Bjerringbro-Silkeborg fik den ventede pligtsejr i Herning

HÅNDBOLD Nogen stor håndboldkamp blev det aldrig, men Bjerringbro-Silkeborg fik det, klubben kom efter.

To point i Herning mod HC Midtjylland.

BSH’erne vandt 31-28 over ligaens bundprop, der dog længe bed godt fra sig i den kun et år gamle hal i Sportscenter Herning, mens udeholdet slet ikke var i nærheden af topniveauet.

På forhånd var det en kamp, som BSH ganske enkelt skulle vinde, og fra kampens start lignede det også en overkommelig opgave.

Udeholdet kom uden de store problemer på 2-6, men så fik HC Midtjylland lov til at score tre gange i træk. Hjemmeholdet havde på ingen måde held med at spille syv mod seks, og blandt andet takket være tre BSH-scoringer i træk i tomt mål blev føringen udbygget til 5-11.

Men så blev der igen sløset for meget i angrebsspillet, og små fire minutter senere var føringen pludselig - og helt unødvendigt - skrumpet til 9-11.

Mod slutningen af halvlegen genfandt gæsterne lidt af koncentrationen, og et par redninger fra Johan Sjöstrand var til sidst medvirkende til, at BSH ved pausen var i front med 12-15.

Fra anden halvlegs start kom den unge keeper Mikkel Løvkvist og fløjtalentet Patrick Boldsen ind for BSH, der hurtigt bragte sig foran med fem mål.

Men endnu en gang forpassede gæsterne muligheden for at punktere kampen. Sjusk i angrebet og en hullet defensiv betød, at HC Midtjylland kom helt op at snuse ved både 19-20 og 20-21.

Et brændt straffekast fra Peter Balling fik også for alvor gang i publikum i Klink og Jensen Arena i Herning, og med 18 minutter igen var HC Midtjylland fortsat med ved stillingen 22-24.

Johan Sjöstrand kom tilbage i BSH-målet, efter Mikkel Løvkvist ikke havde snuppet en eneste af de 10 skud, der blev skudt imod ham, og efterfølgende blev grebet igen strammet en smule fra udeholdets side.

Med 11 minutter tilbage så det fornuftigt ud for gæsterne, da Peter Balling scorede til 24-28, og efter yderligere et par BSH-scoringer blev kampen reelt afgjort.

Hefter fulgte fem minutters målpause for BSH, men sejren kom aldrig for alvor i fare.

Til sidst sluttede det 28-31 efter en ujævn indsats, hvor formstærke Ludvig Hallbäck med sine seks scoringer blev BSH-topscorer.

Indlæser debat