Søren Rasmussen. Foto: Henrik Ole Jensen

Tidligere BSH-stjerne hyldes i Jysk Arena

45-årige Søren Rasmussen spiller karrierens sidste kamp, når Ribe-Esbjerg søndag gæster Jysk Arena

HÅNDBOLD Søndag eftermiddag bliver der i Jysk Arena sat punktum for en lang og glorværdig karriere.

45-årige Søren Rasmussen spiller karrierens sidste håndboldkamp, når Ribe-Esbjerg gæster Bjerringbro-Silkeborg, og den tidligere BSH-keeper ser frem til at takke af på hans mangeårige hjemmebane.

- Jeg håber altid, der kommer mange mennesker i hallen, for stemning giver bare en bedre oplevelse for alle. Jeg er specielt glad for, at min familie og nogle venner er til stede, lyder det fra Søren Rasmussen.

- Men jeg håber egentlig mest, der kommer mange mennesker for BSH’s skyld. De har fuldt fortjent med flot håndbold kvalificeret sig til semifinalen. Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke med de kampe og håber, at byen er klar med fuld opbakning til holdet, siger målmandsveteranen.

Efter denne sæson skal han være målmandstræner for TTH Holstebros herrer og Herning-Ikasts kvinder.

- Jeg synes, det er svært at forholde sig til, at jeg snart har spillet min sidste håndboldkamp. Jeg forventer, at det til tider vil krible noget i mig for at spille med igen, siger den tidligere landsholdskeeper.

- Det hjælper uden tvivl, at jeg fortsætter i branchen som hovedsageligt målvogtertræner, men også skal være med til at udvikle markspillerne. Udvikling har altid været det, der har motiveret mig selv, og nu gælder det om at hjælpe andre i deres udvikling på håndboldbanen - og det glæder jeg mig meget til, siger Søren Rasmussen.

Indlæser debat