Emil Kristensen (nummer 28) spiller nu i Italien efter tidligere at have været på kontrakt i Danmark, Sverige, Finland, Schweiz og Tyskland.

Nomadetilværelse: Dansk VM-back har sit liv i to kufferter

Ishockey er præget af korte kontrakter. Emil Kristensen har siden 2013 spillet for otte klubber i seks lande.

HELSINKI Mens Nikolaj Ehlers er i gang med en syvårig NHL-kontrakt i Winnipeg Jets, kan mange af hans kolleger på ishockeylandsholdet kun drømme om en sådan jobsikkerhed.

I den europæiske mellemklasse lever ishockeyspillere til tider en nomadetilværelse med korte kontrakter og en ny klub hver sæson.

Det gælder eksempelvis VM-backen Emil Kristensen, der siden 2013 har spillet professionel ishockey i otte forskellige klubber fordelt på seks lande.

- Jeg rejser bare med et par kufferter med mit tøj i, og det er det, siger den hårdtskydende back.

Sidste år havnede han i Italien efter at have været forbi Finland, Sverige, Tyskland, Schweiz og Danmark.

I ishockeysporten er etårige kontrakter helt normalt, og i de færreste klubber har han opholdt sig i mere end én sæson.

- I fodbold skriver man jo typisk længere kontrakter. Men det har altid været sådan i ishockey. Så spiller man en sæson, og så vurderer man, om man blive eller skal videre, siger Emil Kristensen.

Typisk stiller klubben en lejlighed til rådighed for udlændingene. Og det kan sjældent betale sig at gøre det store ud af indretningen, fordi man med en vis sandsynlighed skal videre til en ny klub i næste sæson.

Da Emil Kristensen skrev sin første kontrakt i Sverige, pakkede han en flyttebil og fik sine ting transporteret til sit nye hjem. Men da sæsonen var slut, røg det hele tilbage til Esbjerg, og der er det blevet.

Nu tager han ikke mere med til en ishockeysæson, end der kan være i de to kufferter.

- Det kendetegner min karriere, at jeg har set mere end de fleste. Nogle ville nok synes, at det var lidt træls, men jeg har bare taget det som en oplevelse. Det er fedt, at jeg fået lov at bo i så mange forskellige lande, siger han.

Foreløbig er den europæiske rundtur sat på pause. Han har netop forlænget kontrakten i Italien med yderligere to sæsoner. For første gang længe har den 29-årige vestjyde en form for jobsikkerhed.

- Det er nu også dejligt. Man ved jo ikke, hvad der sker i Rusland, og rygterne går på, at mange spillere snart er ledige på markedet. Derfor er jeg superglad for at jeg har det på plads allerede nu.

- Jeg har prøvet at gå en hel sommer uden kontrakt. Det giver en form for stress, når man ikke har noget, når det begynder at snerpe til i august, siger Emil Kristensen.

/ritzau/

Indlæser debat