Jacob Lassen blev delt topscorer med syv mål i Kolding. Det samme antal scorede William Bogojevic. Foto: Martin Ballund

BSH rejste sig trods modgang i Kolding

Bjerringbro-Silkeborg havde kortvarige problemer i første halvleg, men hentede en sikker sejr i Kolding

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg spillede sig lørdag op på en øjeblikkelig tredjeplads i ligaen med en udesejr i Sydbank Arena, hvor KIF Kolding måtte se sig slået med 27-32 efter 17-17 ved pausen.

Gæsterne virkede veloplagte fra første fløjt og fik hurtigt slået et lille hul. I offensiven lyste William Bogojevic op med tre scoringer på otte minutter, og da den svenske BSH-back umiddelbart efter spillede Alexander Lynggaard fri til scoring med en fiks aflevering, så hjemmeholdet sig nødsaget til at tage timeout ved stillingen 5-7.

I syv mod seks fik Voel-drengen Emil Jessen hurtigt reduceret, men for anden gang i kampen svarede Jacob Lassen igen med en scoring i tomt mål. Føringen blev dog neutraliseret efter et lille kvarter, hvor værterne udlignede til 9-9.

Mikkel Løvkvist stod kun noteret for en enkelt redning - fra kampens allerførste KIF-angreb, men da hjemmeholdet fik muligheden for at bringe sig i front for første gang, diskede den unge BSH-keeper op med en stor redning på et helt frit skud fra Peter Balling. Efterfølgende pillede målvogteren et straffekast fra Andreas Væver, men Aksel Horgen missede muligheden for at etablere en ny tomålsføring.

BSH havde stadig et lille overtag, men da Nikolaj Øris og indskiftede Patrick Boldsen på skift blev udvist i to minutter, opstod der en ny mulighed for værterne, som først udlignede til 15-15 og efterfølgende bragte sig foran med 16-15 ved den tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spiller Chris Jørgensen.

På det tidspunkt havde Victor Bune taget plads i BSH-målet, men det blev en kort fornøjelse. Da værterne tilkæmpede sig et straffekast med 25 sekunder tilbage af første halvleg, blev Mikkel Løvkvist igen sendt på banen. Han fremprovokerede en afbrænder fra Mats Gordon Krog, og så kunne Ludvig Hallbäck udligne til pausestillingen 17-17.

Målvogteren åbnede anden halvleg med flere gode redninger, og det udnyttede BSH ved at slå et nyt hul til 17-20, hvorefter koldingenserne tog timeout. Alexander Lynggaard havde vigtige aktioner i begge ender af banen, og efter Mikkel Løvkvist havde snuppet sit tredje og fjerde straffekast i opgøret, kunne Jacob Lassen øge til 19-23.

Et kvarter før tid trak sidstnævnte en udvisning til Vetle Rønningen, og så kunne Jeppe Gade omsætte et nyt straffekast til kampens første femmålsføring. Tre minutter senere blev det 19-25 ved Ludvig Hallbäck, og kampen virkede afgjort.

Med syv minutter tilbage på uret fik KIF reduceret til 23-26, men efter endnu en god aktion i defensiven fra Alexander Lynggaard kunne Mikkel Løvkvist score i tomt mål til 23-28, og så var kampen lukket.

I slutfasen kom netop indskiftede Sasser Sonn på tavlen, og da slutsignalet lød, stod der 27-32. Det sidste mål blev på passende vis sat ind af kampens bedste BSH-spiller Alexander Lynggaard.

Indlæser debat...