Adam Scharff Matthiesen og Martin Abildgaard (nummer to og tre fra venstre) var med til at vinde VM-bronze. De er til daglig tilknyttet Silkeborg Pigerne & Drengene, hvor landstræner Oliver Bay (til højre) også i flere år har haft sin daglige gang. Foto: GymDanmark

VM-bronze til Silkeborg-gymnaster

Martin Abildgaard og Adam Scharf Matthiesen fra Silkeborg Pigerne & Drengene var med til at sikre dansk succes i Aserbajdsjan

TUMBLING Seks danske tumlere har netop været af sted til VM i springdisciplinen tumbling, der blev afviket i Aserbajdsjans hovedstad Baku.

To af dem - Martin Abildgaard og Adam Scharf Matthiesen - er til daglig tilknyttet Silkeborg Pigerne & Drengene, og de kunne begge rejse hjem med en medalje i bagagen.

I holdfinalen var danskerne oppe imod stærke nationer som Rusland, England og USA, men alligevel blev det til en overraskende bronzemedalje. I de individuelle finaler opnåede Adam Sharf Matthiesen desuden en femteplads foran Martin Abildgaard, der blev nummer seks.

Bronzemedaljen var over forventning, da et af de bedste danske kort, Silkeborg-gymnasten Rasmus Steffensen, kort før VM måtte trække sig på grund af en skade. Han er ellers både danmarksmester og sølvvinder ved EM.

- Det er kæmpe stort af de danske herrer, og jeg er mega stolt over, at vi lykkes med vores målsætninger, siger landstræner Oliver Bay, der særligt er stolt over, at landsholdet med så kort varsel kunne levere et af de bedste danske holdresultater nogensinde.

Landstræneren har også i flere år været tilknyttet Silkeborg Pigerne & Drengene.

Indlæser debat