Indian Wells er slut for Daniil Medvedevs vedkommende. Russeren led nederlag til bulgarske Grigor Dimitrov.

Bulgarer sender Medvedev hjem fra Indian Wells

Bulgarske Grigor Dimitrov gjorde kål på Daniil Medvedev i ottendedelsfinalen af turneringen Indian Wells.

INDIAN WELLS Det er slut for russiske Daniil Medvedev ved tennisturneringen Indian Wells, som i disse dage finder sted i den amerikanske delstat Californien.

Russeren var ikke i stødet og måtte natten til torsdag dansk tid se sig slået af Grigor Dimitrov fra Bulgarien.

Dimitrov vandt med cifrene 4-6, 6-4, 6-3.

Bulgareren er rangeret som den 28.-bedste mandlige tennisspiller i verden, men havde alligevel fundet niveauet frem til at sende verdens nummer to hjem fra USA inden kvartfinalerne.

Nederlaget til Medvedev kommer i en periode, hvor han ellers har vist god form.

Hidtil har han gået hele vejen i Indian Wells uden at tabe et eneste sæt, og i september tog han sin første grand slam-titel, da han slog Novak Djokovic i US Open-finalen.

Grigor Dimitrov er nu videre til kvartfinalerne af Indian Wells, som er den største tennisturnering uden for de fire grand slam-turneringer.

Her skal han møde polakken Hubert Hurkacz, som slog russiske Aslan Karatsev i ottendedelsfinalen. Hurkacz er rangeret som den 12.-bedste mandlige tennisspiller.

Opgøret mellem Dimitrov og Hurkacz begynder efter planen torsdag klokken 20.00 dansk tid.

/ritzau/AFP

Indlæser debat...