Kasper Asgreen (tv.) får ikke sin belgiske holdkammerat Tim Declercq (th.) med til årets Tour de France. Declercq er testet positiv for coronavirus. (Arkivfoto)

Coronaen har krævet sit første Tour-offer før start

Tim Declercq er testet positiv for coronavirus og erstattes af Florian Senechal til Tour de France.

KØBENHAVN Det første tilfælde af coronavirus i feltet er fundet tre dage før Tour de France-starten i København.

Det er danskerholdet Quick-Steps belgiske rytter Tim Declercq, som ved ankomsten i Københavns Lufthavn afleverede en positiv test, bekræfter holdets pressechef over for Ekstra Bladet.

- Han testede positiv i en kviktest ved ankomst i lufthavnen i går aftes. Vi arbejder i øjeblikket på at udrede trådene, siger pressechefen, Phil Lowe, til Ekstra Bladet.

Quick-Step har kort efter på holdets Twitter-profil bekræftet, at Declercq er trukket ud af løbet og erstattes af franske Florian Senechal.

Den nykårede franske mester i linjeløb havde ellers lige været fremme i medierne med en slet skjult frustration over, at hans danske holdkammerater var blevet foretrukket til Touren frem for ham selv.

- Holdet informerede mig om, at de ønskede at tage danskere med til den store start i København for at skabe et godt image, lød det fra Senechal til RMC Sport.

- Jeg kan godt forstå det, for markedsføring er vigtigt. Det er en stor reklame for Tour de France, tilføjede han og lod forstå, at han var skuffet over fravalget.

Quick-Step har tre danskere med til start i årets Tour i skikkelse af Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mikkel Honoré.

Coronaen er atter blusset op i cykelfeltet for ganske nylig, da mange ryttere og hele hold trak sig grundet smitte under det nyligt afviklede Schweiz Rundt.

Der blev også fundet smittetilfælde under Slovenien Rundt, som blev afviklet samtidig. Blandt andre UAE-danskeren Mikkel Bjerg blev testet positiv. Han er dog blevet klar til at køre Tour de France.

/ritzau/

Indlæser debat