SIF spillede forrygende i første halvleg, men måtte nøjes med 1-1 ved pausen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Målfest: SIF spændte ben for rivalens europæiske drøm

Silkeborg IF tog point fra FC Midtjylland, som endnu ikke kan vide sig sikker på syvendepladsen

FODBOLD Der var underholdning for alle pengene mandag eftermiddag, hvor 6139 tilskuere på Jysk Park så Silkeborg IF spille 3-3 mod rivalerne fra FC Midtjylland.

Med en sejr kunne gæsterne ellers have sikret Superligaens syvendeplads, der udløser en playoffkamp om europæisk deltagelse, men pointdelingen i Silkeborg betyder, at OB kan stjæle syvendepladsen i sidste runde med en sejr i Herning.

SIF’ernes niendeplads kan der derimod ikke pilles ved.

SIF kom klart bedst fra land og havde optræk til et par lovende muligheder i indledningen, hvor Tonni Adamsen i flere omgange truede med sin fart, men angriberen savnede skarphed i de afgørende aktioner.

Hjemmeholdet dominerede stort i det første kvarter, og efter ni minutters spil var en yderst veloplagt Kasper Kusk tæt på at åbne scoringen, da han krøllede bolden lige forbi den fjerneste stolpe.

Offensivspilleren, der var tilbage i startopstillingen sammen med Sebastian Jørgensen, fik dog en ny mulighed fem minutter senere. SIF’erne overrumplede FCM med et pludseligt temposkift, og efter direkte angrebsspil med præcise pasninger havnede bolden for fødderne af Oliver Sonne. Højrebacken trykkede af i feltet, hvor keeper Jonas Lössl blot kunne halvklare, og på riposten gjorde Kasper Kusk det til 1-0.

Tre minutter senere blev værterne tilkendt et straffespark, da Kasper Kusk sendte bolden ind på gæsternes Oliver Sørensen, men efter et langt VAR-gennemsyn besluttede dommer Jakob Sundberg at trække kendelsen tilbage, hvilket virkede korrekt.

SIF bevarede initiativet, og i det 26. minut burde det være blevet 2-0, da Tonni Adamsen serverede bolden for en helt fri Sebastian Jørgensen, som dog måtte se Jonas Lössl diske op med en god redning i feltet. Et minut senere havde målmanden heldet med sig, da Tonni Adamsen kom først på et skarpt indlæg fra Kasper Kusk, men SIF-angriberen dirigerede bolden lige over FCM-målet.

SIF’erne var i fuld kontrol, og derfor var det også ganske misvisende, at FC Midtjylland fik udlignet til 1-1 i første halvlegs overtid. Værterne blev for passive foran eget felt, og keeper Nicolai Larsen var prisgivet, da Gustav Isaksen blev spillet fri. Superligaens topscorer hamrede bolden i nettet, og umiddelbart efter blev der fløjtet til pause.

Hjemmeholdet kom dog med et stærkt modsvar kort inde i anden halvleg, da Sebastian Jørgensen blev sendt alene mod mål. Han afsluttede resolut med venstrebenet, og bolden gik i mål via den ene stolpe. Men scoringen blev annulleret for offside, hvilket VAR bekræftede efter et længere spilstop.

I den efterfølgende periode havde SIF sværere ved at holde fast i bolden, og efter en times spil virkede opgøret låst. Det kampbillede passede gæsterne bedst, og i det 69. minut fik Kristoffer Olsson tromlet sig fri i feltet, hvor han sendte gæsterne i front. Kort efter måtte Nicolai Larsen diske op med en fin fodparade for at forhindre endnu en scoring fra Gustav Isaksen.

Nede med 1-2 valgte Kent Nielsen at rokere. Kasper Kusk og Tonni Adamsen blev taget ud, mens Søren Tengstedt og superligadebutanten Asbjørn Bøndergaard blev sendt på banen.

Det træk gav hurtigt pote. I det 75. minut faldt flere spillere i feltet i forbindelse med et hjørnespark, og Søren Tengstedt var hurtigt over den løse bold, som blev klasket i netmaskerne. Gæsterne appellerede for et frispark, men denne gang var der ingen hjælp fra VAR, og udligningen stod ved magt.

SIF kom dog hurtigt ned på jorden. Fire minutter senere tilbageerobrede FC Midtjylland føringen, da Aral Simsir fandt Gustav Isaksen i dybden. En afrettet afslutning gik i mål via Marks brink støvle, og efter endnu et VAR-tjek stod der 2-3 på tavlen.

Dramaet fortsatte, og få minutter senere pegede dommeren på pletten, da Søren Tengstedt blev væltet i feltet efter en duel med Juninho. Tengstedt tog sagen i egen hånd og udlignede til 3-3 med en flad afslutning.

I overtiden blev Robin Østrøm og Oskar Boesen sendt på banen, men de kunne hverken gøre fra eller til, og for anden gang i sæsonen spillede SIF og FCM dermed 3-3 på Jysk Park.