Silkeborg-rytteren Emma Norsgaard vandt tirsdag sit første løb i år. Foto: Ritzau Scanpix

Emma Norsgaard spurtede sig til sejr

Silkeborg-rytteren Emma Norsgaard tog sejren i GP Le Samyn efter en overbevisende spurt

CYKLING Med en perfekt timet spurt vandt Emma Norsgaard tirsdag det belgiske cykelløb GP Le Samyn.

Den danske Movistar-rytter indledte spurten omkring 300 meter fra målstregen, og det kunne umiddelbart virke en smule langt.

Emma Norsgaard skulle passere to udbrydere inden målstregen, og derfor var der ikke råd til at vente for længe.

- Det vigtigste var ikke at gå i panik, når der kom udbrud. Jeg vidste, at jeg havde et godt hold bag mig, og at vi ville ende med en massespurt.

- Jeg er super glad for denne sejr. Mange tak til mine holdkammerater, siger Emma Norsgaard til Eurosport.

Chiara Consonni (Valcar) var lige i hælene på Emma Norsgaard på opløbsstrækningen, men italieneren var ikke i stand til at overhale silkeborgenseren.

Italienske Vittoria Guazzini (FDJ) endte på tredjepladsen foran den norske Uno-X-rytter Susanne Andersen, der har dansk far.

Året er begyndt lovende for Emma Norsgaard, som sluttede som toer i søndagens belgiske løb Omloop van het Hageland.

Lørdag blev det til en sjetteplads i Omloop Het Nieuwsblad, så det har været fire forrygende dage for Emma Norsgaard.

- Jeg er ret tilfreds med resultaterne indtil videre, lyder det fra Emma Norsgaard, da hun hurtigt opsummerer de tre løb i år.

Emma Norsgaard var sidste år den mest fremtrædende kvindelige rytter blandt danskerne. Hun hentede således fire sejre. /ritzau/