Jakob Fuglsang vil gerne prøve kræfter med blandt andet de store endagsklassikere hos Israel Start-Up Nation. Foto: Ritzau Scanpix

Fuglsang drømmer om klassikere og bjergtrøjer

Silkeborg-rytteren får andre muligheder, hvis han ikke længere skal køre klassement i de helt store etapeløb

CYKLING Efter ni år som Astana-rytter skifter 36-årige Jakob Fuglsang fra årsskiftet til Israel Start-Up Nation.

Her sigter den rutinerede dansker efter nye udfordringer.

Det er således ikke længere et mål for ham personligt at satse på klassementet i de store etapeløb som Tour de France og Giro d’Italia.

Han vil hellere gå efter etapesejre og bjergtrøjer i grand tour-løbene.

Det siger han i et stort interview med cyclingnews.com.

- Hvis holdet vil have det, kører jeg for klassementet. Men personligt synes jeg, at man har så mange andre muligheder, hvis man ikke kører for klassementet.

- Jeg synes, at jeg som rytter stadig har en god chance for at vinde etapeløb på en uge, men etapeløb på tre uger er lidt sværere og ikke lige så realistisk, siger Fuglsang.

Fuglsang fremhæver Tour de France-starten i 2022, hvor der afvikles tre etaper i Danmark som ét af sine helt store mål.

De kortere etapeløb som Paris-Nice, Tirreno-Adriatico og Schweiz Rundt er ligeledes markante målsætninger.

OL som muligt punktum

Modsat tidligere kører han også gerne flere af de helt store endagsklassikere som Paris-Roubaix og Flandern Rundt.

Fuglsang har lavet en treårig kontrakt med Israel Start-Up Nation, og han er dermed formentlig stadig aktiv og eventuel aktuel til sit tredje OL i 2024.

- Jeg vil elske at slutte af med OL i Paris om tre år. Jeg ved, det bliver svært med alle de stærke danske ryttere, der er på vej op, og måske passer ruten ikke til mig som rytter. Men det er et mål for mig, og når vi kommer tættere på, beslutter jeg mig for, hvad jeg gør, siger Fuglsang.

Fuglsangs bedste samlede resultat i Tour de France var syvendepladsen i 2013. Sidste år sluttede han som nummer seks i Giro d’Italia. /ritzau/

Indlæser debat